Testimonials - Anbefalinger - Oplevelser


Marions store arbejde igennem 50 år med det spirituelle

Official Website Marion Dampier-Jeans



Email:      info@mariondampierjeans.com

Facebook - Fanside - Official - Dansk



Tak for et fantastisk godt samarbejde Marion!

Du er med til at sætte perspektiv i en stor spirituel online udvikling – og du besidder oceaner

af viden og iværksætterånd.

Ideerne popper op, som luftballoner og du griber dem - lige så hurtigt som de er kommet.

Lysten og energien, i at sætte et spirituelt lærerigt online forløb i gang – er bemærkelse værdigt

og bør prises af rigtig mange, specielt i denne tid. Mange nye iværksættere kunne se op til dig –

og ville ikke kunne nå det som du har nået i 50 år. Stor respekt til dig Kære Marion.

Det hele startede nogenlunde på samme tid som Covid19 krisen.

Krisen var ved at tage fat og rullede ind over Danmark, inden det for alvor- tog helt fat i det land

og den by, du bor i Ikke kun Danmark gik i knæ - men Storbritannien, din elskede by London,måtte bøje sig - og gå i stå.

Du valgte ikke at gå i stå - du stiller dig selv og hele dit hjem til rådighed, for live stream.

Du inviterer dine godt 10.000 følgere med ind i dit private hjem. Du viser et overskud, til at trøste og motivere alle mennesker, der ser med på dine live stream.

Du bringer det spirituelle og læren om det åndelige ud, på en helt fin og sober måde - online–

hvor alle kan stille spørgsmål og få svar, i det omfang det kan lade sig gøre. Dette på trods af

dårlig internetforbindelse eller en smertende siddestilling, du fortsætter helt uanfægtet.

Efter de første facebook live steams – fandt vi hurtig ud af, at der var et behov for, at du kunne

fortsætte din dagligdag og dit arbejde i hjemmet i London ”online” – med at give håb og indsigt i,

at der er et liv efter livet. Du rydder din kalender totalt, for at komme "på" om aftenen, tidlig

morgen og sen eftermiddag. Du besidder en eminent evne til at rejse dig trods modgang, rygter og misundelse – og det er misundelses værdig.

Den online udvikling der har været, siden første skridt på din facebook side – til nu at du - med stor succes, er værtinde på dine egne Zoom møder, viser at du ufortrødent ønsker at udbrede det spirituelle også når verdenen er i en stor krise.

Du går til alle opgaverne med stort initiativ og professionalisme og du efterlader ingen usete.

Dit kendte citat, giver – specielt i denne krise, en helt anden klang og burde efterlade mange i eftertænksomhed.

”Bare fordi du ikke kan se luften, betyder det så, du ikke kan trække vejret”. Citat Marion Dampier-Jeans.

Med ønsket om, at du må få, endnu mere succes med dine online Zoom møder og live streams – forbliver jeg, i dyb taknemmelighed, respekt og ydmyghed.

Anette




Kære Marion.

Jeg købte og læste en af Marions bøger – det er vel en 10-12 år siden, tror jeg.

Efter at have læst bogen tænkte jeg, at jeg måtte opleve en klarsynsdemonstration med Marion. Jeg var så heldig at få fat i to billetter til mig og min hustru til en klarsynsaften med Marion – i Aarhus, i Lysets Hus. Vi kom i god tid og satte os ind på bagerste række i den næsten tomme sal. Lidt senere begyndte flere folk at indfinde sig og Marion trådte ind på podiet og satte sig i en stol og lukkede øjnene.

Min hustru og jeg sad og snakkede sagte sammen og på et tidspunkt syntes jeg at bemærke musik – Jeg havde en lille folder i hånden som jeg formede til et rør og satte det op til øret og rettede det op mod Marion… Det er ABBA! sagde jeg til min hustru og i samme sekund åbnede Marion det ene øje og skulede på mig tværs gennem salen – det gav et lille gib i mig.

Nå, klarsyns showet gik i gang og flere tilskuere fik beskeder fra ”den anden side”. På et tidspunkt siger Marion – Jeg har en mand igennem her… her lugter lidt af røg… måske en brandmand. Jeg kiggede på min hustru og sagde – det er JB. En anden i salen reagerede på Marions besked men hun var lidt afvisende. Efter lidt betænkningstid rejste jeg mig og sagde at jeg kendte en brandmand – en kollega der var ”gået over” nogle år tidligere. Det er dig! Udbrød Marion og så gik hun frem og tilbage på podiet og fortalte om denne kollega – alt sammen noget jeg kunne nikke genkendende til. Hun fortalte at han havde det godt og at han var særlig glad for roserne til hans begravelse – der var noget specielt med de roser. Det skal siges at jeg var ikke på job da han døde og jeg var ikke med til hans begravelse da jeg var udenlands på det tidspunkt, så jeg kendte ikke til noget med de roser. Marion fortalte også at familien havde det rigtig træls og tingene gik skidt for dem efter min kollegas død.

Jeg lovede – på Marions opfordring at opsøge familien og fortælle hvad jag her havde hørt og fortælle at han havde det godt og takkede for roserne på gravstedet

Nu stoppede Marion op – kiggede på mig og spurgte om jeg havde problemer med radiatorerne eller rørene – det mente jeg ikke jeg havde – Det får du!! Og hvis det er rigtigt, så skylder du mig en flaske god rødvin! Udbrød hun grinende. Igen kiggede hun på mig og sagde – Er det her noget du vil? – Øh ja, svarede jeg forbavset. Du skal gøre noget ved det – det spirituelle, sluttede hun.

Okay… hold da op… sikken en aften… så kunne vi tage hjem med denne kæmpe oplevelse, en oplevelse jeg aldrig glemmer. Hvordan forklarer man lige det jeg her havde oplevet til den efterladte familie.

Det tog mig over to måneder at tage mod til at besøge familien. De tog heldigvis godt imod mig og blev meget glade for de oplysninger jeg kom med. De fortalte mig at roserne blev lagt ud på gravstedet i et bestemt mønster.

Det går i øvrigt rigtig godt for familien nu. Og så skylder jeg dig i øvrigt en flaske rødvin.

Kærlig hilsen John Lütt


For 23 år siden kom vi i forbindelse med Marion.

Vi havde mistet vor datter i en ulykke. Lysten og meningen med livet forsvandt med hende.

Tilfældigt, via en artikel, læste vi om Marion. Vi skrev til Marion om vor store sorg, I håb om ,at hun kunne hjælpe os igennem sorgen.

Vi sendte vor datters nattøj til England, og efter et par dage modtog vi et kassettebånd, hvor Marion fortalte os alt om vor datter. Ting, som kun forældre kender til.

Marion blev vor redning. Hun skabte kontakten til vor datter, og alene håbet om, at vi en dag skal mødes igen, er for os en trøst.

I de mellemliggende år har vi ofte været i kontakt med Marion. Enten ved demonstrationer eller når vi har lavet arrangementer for forældre, der har mistet børn, eller pårørende.

Marion er selv mor, og ofte har hun afholdt en demonstration uden beregning, blot for at kunne give trøst og håb for de mange, som skal leve videre med det ubærlige, at miste et barn

Kærlig hilsen Jane & Christian


Kæreste Marion

Jeg har haft glæden af at opleve dig ved diverse klarsynsdemonstrationer og kurser. Det er altid en fantastisk oplevelse; din åbenhed, din humor, din ærlighed, dit engagement og dit enestående væsen gør disse oplevelser til noget helt særligt for mig - og sikkert også for de tusindvis af sjæle, du har været i berøring med gennem dit lange, lange virke i - og for - den spirituelle verden. 

Du lærer tålmodigt fra dig på kurser, tv-udsendelser, workshops og sociale medier. Du udbreder kendskabet til de forskellige grene af spiritismen i de nordiske lande og den kulturarv, der kan bæres videre til de kommende generationer. Du eksperimenterer med nye og gamle arbejdsmetoder - og lever fuldt ud op til dit motto om, at vi alle lærer hele livet igennem! 

Du har lært mig meget om den spirituelle verden og om de gaver, vi er født med - du har lært mig om nysgerrighed og åbenhed, men også at bevare sin sunde fornuft og være kritisk undersøgende. Men først og fremmest har du givet mig mod til at turde tro, og at stå ved min gave. 

Gennem dig fik jeg også lov at møde min elskede morfar endnu engang - dette vil jeg være dig evigt taknemmelig for. 

Marion, du fortjener at blive fejret i allerflotteste stil - TAK for dine gaver og evner, som du deler med os alle. TAK for tårer, samtaler, gode råd og store grin… jeg kan stadig ikke høre temaet til “Ghostbusters” uden et kæmpe-smil, når jeg tænker på dig, der rocker rundt og svinger med håret!

Kæmpe TAK for dig! 

De bedste hilsner Ditte